Vindenergi
Velkommen til Grøn Visions undervisningsmateriale omkring vindenergi til undervisningen i fysik, med mulighed for at benytte dele af materialet i matematik og geografi.
Vores elektriske energi bliver i stigende grad produceret af vindmøller, og der forskes konstant i at optimere udnyttelsen af vinden. Det danske vindeventyr synes aldrig at stoppe, og med det intensive fokus på omlægning til bæredygtig energiforsyning, er viden om vindenergi vigtigere end nogensinde før. I dette materiale introduceres du til vinden, hvordan man måler på vind, hvordan vindmøller er opbygget og meget andet. Der tages udgangspunkt i læren om grundlæggende fysiske principper, og teorien sættes i et teknologisk perspektiv med brugen af vindenergi som omdrejningspunkt. Der er rig mulighed for at plukke enkelte relevante artikler ud fra materialet, da disse er opbygget som selvstændige materialer. Dette øger fleksibiliteten i undervisningen, og åbner op for brug af artiklerne i projektforløb, hvor eleverne efter en grundlæggende introduktion, udvælger de artikler og emner de vil beskæftige sig med videre i projektet.





