Om Grøn Vision
Grøn Vision ønsker at være med til at sikre Danmarks teknologiske udvikling indenfor grønne teknologier. Derfor fokuserer vi på den generation, der skal føre Danmark videre og prioriterer at inspirere de unge til at uddanne sig med speciale i grønne teknologier. Grøn Vision stræber efter, at gøre undervisningen på de gymnasiale uddannelser spændende og give eleverne mulighed for at få en anderledes form for undervisning, med nye, innovative og inspirerende materialer og arrangementer om grønne teknologier.
Grøn Vision er en professionelt drevet studenterorganisation, hvor engagerede og initiativrige universitetsstuderende fra DTU og CBS arbejder sammen. Organisationen har eksisteret siden 2008 og er fortsat i rivende udvikling.
Fundamentet i Grøn Vision er udvikling af undervisningsmaterialer, der bearbejder bæredygtighed og de nyeste grønne teknologier. Materialerne indeholder opgaver og giver f.eks. eleverne et indblik i en ingeniørs arbejde. Gymnasieeleverne præsenteres for gymnasiefagenes kernestof med udgangspunkt i spændende teknologier og forskning fra førende danske virksomheder.

Vores koncept er formidling fra ung til ung, uden skræmmekampagner og uden at løfte pegefingre.
”I Grøn Vision handler det om at udbrede sin passion og sit engagement om grøn teknologi. Vi ønsker at formidle, at det handler om mere end bare at slukke lyset og spare på vandet. Vi skal ikke løfte pegefingre, men gøre det fedt og positivt at udnytte ressourcerne på en grøn og bæredygtig måde.” Sebastian Krumhausen, leder af Grøn Vision
Vi ønsker at inspirere
Grøn Vision ønsker at inspirere alle unge, både dem, der potentielt vil uddanne sig indenfor grønne teknologier, men også inspirere alle andre til at tænke over sammenhængen mellem vores daglige adfærd og de forandringer vi lige nu oplever verden over. Vi ønsker at give en forståelse for, hvordan en del af løsningen på problemerne tager udgangspunkt i nye grønne teknologier. At olien f.eks. pludselig slipper op, ser vi i Grøn Vision ikke som noget negativt. Det giver os allerede nu muligheden for at udvikle innovative og grønne teknologier.
Camps
Udover udviklingen af undervisningsmateriale, afholder Grøn Visionvidenskabelige camps for eleverne på de gymnasiale uddannelser, hvor de får mulighed for at at komme helt tæt på forskerverdenen på DTU. Læs mere om camps her.




